Fortsæt til indhold

Hvem reddede min mors liv?

Søndag før jul faldt Charlottes mor om i Mindelunden i Slangerup med en blodprop i hjertet. Hun blev fundet og reddet af en mand, der derpå forsvandt sporløst. Nu vil familien gerne i kontakt med ham

Krimi
Jesper Kappel

”For mig er denne mand som sendt fra himmelen. Han reddede min mors liv.”
Sådan siger Charlotte Vanman Jensen, der er datter til Tulle Larsen på 60 år, som bor i Slangerup.
Søndag før juleaften mellem klokken 11.30 og 11.50 ville Tulle Larsen lægge blomster ved en grav i Mindelunden ved Slangerup Kirke. Hun kørte op til Mindelunden i bil, fordi hun havde været nede i byen for at hente blomster. Hun steg ud ad bilen og begyndte at gå over græsplænen hen til den ”indhegnede” Mindelund. Hun så tre eller fire mænd gå rundt i området. Da hun kom ind i Mindelunden, følte hun sig dårlig og satte sig ned på en bænk og tog så sin astmaspray frem for at bruge den. Og mere kan hun ikke huske.
”Hun falder om. Hvordan er vi ikke helt klar over, men hun har slået ansigt en del. Så hun har måske ramt bænken,” fortæller Charlotte Vanman Jensen og fortsætter:
”En mand ringede efter en ambulance og blev der, indtil den kom. Det ved vi, fordi jeg har talt med graveren, som var i området, og han så manden, men lagde ikke mærke til, at han forlod stedet. Jeg og min mor vil så gerne have kontakt med ham, så vi kan takke ham,” siger Charlotte Vanman Jensen.
DEL EFTERLYSNINGEN er facebook-siden der hjælper med at sprede efterlysninger af forsvundne og kriminelle personer. Vi vil gerne have dig med i fællesskabet. "Like" siden her

Blodprop i hjertet

Ambulancen kom og fik kørt Tulle Larsen til Hillerød Hospital. Efter den halve køretur, kom hun til bevidsthed igen efter hjælp fra personalet i ambulancen.
”Lægerne mener, at hun fik en blodprop i hjertet og, at det altså er grunden til, at hun faldt om. Hvis denne mand ikke havde reageret så hurtigt, ja så var min mor ikke i live i dag. Han kunne lige så godt bare have gået sin vej, men det gjorde han ikke. Han ringede efter hjælp og blev der, til den kom. Det vil vi så gerne takke for. Derfor vil vi blive glade for, hvis han kontakter os,” siger Charlotte Vanman Jensen, der har følgende mailadresse: fruvanmanjensen@live.dk.