Venslev Tømrer og Snedker fortsætter trods brand
Søndag morgen udbrød der brand i et hus på Bygaden i Venslev. Beboeren i huset alarmerende selv brandvæsenet og er efter en tur på hospitalet udskrevet igen søndag eftermiddag.
Villaen ligger klods op af virksomheden Venslev Tømrer og Snedker, hvor medejer Axel Andersen har brugt søndagen på at danne sig et overblik over skaderne.
"Vi er lykkelige for, at ingen er kommet noget alvorligt til, og at Beredskabet og de lokale, frivillige brandmænd fra Skibby rykkede så hurtigt ud. Det har uden tvivl reddet virksomheden for yderligere skader," siger han.
Ilden bredte sig fra beboelsen til overetagen på tømrervirksomheden. Her er dele af taget brændt væk, og kontorbygning og værksted har fået vandskader som følge af brandslukningen. Heldigvis bredte branden sig ikke til værksted eller de tilstødende halbygninger.
Selvom både ejerne og medarbejderne er berørt af branden, fortsætter Venslev Tømrer og Snedker deres arbejde mandag morgen.
"Vi mødes i morgen tidlig, og så snart værkstedet er dækket af, kører vi på. Vi har en masse opgaver med efterisolering, så heldigvis bliver vores kunder i første omgang ikke berørt af branden," siger Axel Andersen.
Politiet er stadig i gang med tekniske undersøgelse for at finde årsagen til branden. Ifølge de første meldinger fra Nordsjællands Politi søndag formiddag stod bygningerne ikke til at redde, men det viste sig heldigvis, at brandskaderne ikke var så voldsomme.