Fortsæt til indhold

“De må få politiet til at slæbe mig ud”

Rita Nyholm har boet på Vasevej i Birkerød i 54 år. Nu bliver hun sat ud af sit hjem

Krimi
Thomas Schiermacher

Rita Nyholm er 85 år. Siden 1960 har hun boet i det gamle banehus fra 1850, der ligger på Vasevej i Birkerød. Hun holder af det hus, og Rita vil ikke bo andre steder. Hun vil ende sine dage i det gamle murstenshus.
"Jeg bliver her. Om de så skal slæbe mig ud med politiets hjælp," siger Rita.
Siden hendes mand døde, og Rita solgte huset til en investor, har hun boet til leje i banehuset. For et par år siden overtog Rudersdal Kommune huset på en tvangsauktion, og her indstillede både Rita og Rudersdal Kommune sig på, at hun kunne boende så længe hun ville.
Den 7. august i år kørte Rita til Odden for at besøge nogle venner i sommerhus. Mens hun var væk, var der indbrud i huset. Under indbruddet opstod der brand, og under branden blev huset voldsomt beskadiget. Så beskadiget, at Rudersdal Kommune mener, at huset skal rives ned. Med det samme.
Allerede den 30. august var der håndværkere på stedet for at rive skorstenen samt dele af tagkonstruktionen, som myndighederne anså for farlige, ned.
Den beslutning fik Rita Nyholm til at hyre advokat Lars Borring. Og han begærede straks nedrivningen stoppet, indtil fogedretten havde haft mulighed for at vurdere sagens stilling og Ritas rettigheder som lejer. Sagen er berammet til 17. september, men allerede i dag (onsdag d. 10. september red.) har kommunen forlangt, at Rita udleverer sine nøgler og overlader ejendommen til det firma, der skal varetage nedrivningen for kommunen.
Men at skaderne er så omfattende, at det er nødvendigt at jævne huset med jorden, det mener Rita Nyholm ikke, og hendes advokat bakker op om den holdning.
"Det er en sandhed med modifikationer. Hovedhuset er hårdt beskadiget, men sidebygningen kan sagtens benyttes til beboelse. Det viser kommunens egen rapport efter branden," siger advokaten.

"Rystende uanstændig"

Den fremgangsmåde undrer både Rita og advokat Borring. De påpeger, at det kun er den en halvdel af ejendommen, der er skadet af branden, og at den anden halvdel sagtens kan reddes. Derfor bør kommunen vente.
"Det er rystende uanstændigt, at Rudersdal Kommune ikke venter på fogedrettens afgørelse", siger Lars Borring.
Han mener, at Rudersdal Kommune bryder loven ved ikke at vente. Det er selvtægt, siger advokaten.
"Jeg har kontaktet politiet for at få dem til at skride ind overfor det, jeg mener, er selvtægt fra kommunens side," siger han. Den har kommunen åbenbart lyttet til, for kort før redaktionens deadline besluttede kommunen at udsætte nedrivningen til efter fogedrettens afgørelse.
Rita har ingen forsikring. Alt der er skadet i branden, skal hun selv erstatte. Som en del af den aftale hun har med kommunen, skulle hun selv vedligeholde huset. Forsikringerne havde hun valgt fra for at spare sammen til nyt tag. Den opgave skulle håndværkerne have startet på dagen efter branden. Men i stedet for nyt tag fik hun en raseret bolig.
"Men jeg fik da et gavekort på 300 kroner til Føtex af kommunen, så jeg kunne få noget nyt tøj, der ikke lugtede så meget af røg," fortæller hun.
Nu skal den 85-årige Rita altså forlade det sted, hvor hun har boet det meste af sit liv.
"Jeg er herude hver dag fra morgen til aften. Kommunen har sørget for, at jeg kan bo på Piberødhus indtil 31. december. Efter det ved jeg ikke, hvad der sker", siger hun.
"Jeg ville ikke kunne holde ud at bo i en lejlighed. Jeg vil bare på her - tæt på naturen",siger Rita Nyholm.

Den brændte del af Ritas hus er meget medtaget. Flammerne har haft godt fat. Foto: Thomas Schiermacher Jensen