Danskere begraves i helt tomme kirker

"Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jord skal du igen opstå".
De velkendte ord giver genlyd i Ordrup Kirke under bisættelsen. Organisten sætter i for at afslutte ceremonien med en sidste salme.
På stolerækkerne sidder fire personer. Ikke for at sige et sidste farvel til den afdøde. De fire er bedemænd, der skal bære kisten ud til den ventende rustvogn, som er trådt til eftersom den afdøde ikke efterlod sig pårørende til at hjælpe sig af sted på sin sidste rejse.
"Det er godt nok sært og meget tomt at stå ved en kiste i en gabende tom kirke med plads til 300 mennesker", siger sognepræst Lars Sølling.
I Ordrup Kirke har der de seneste år været flere bisættelser og begravelser uden pårørende. I år har de indtil videre haft otte.
Ifølge tal fra Gentofte Kommune er der de seneste seks år foretaget i alt 6.068 urnenedsættelser og jordfæstelser fordelt på Gentofte Kommunes fire kirkegårde. 260 blev foretaget uden pårørende, hvilket svarer til 4 procent.
"Uanset om der er 100 eller ingen mennesker i kirken, er det vigtigt at ordene og ritualerne lyder. For dermed sættes der et smukt og værdigt punktum for et menneskeliv", siger Lars Sølling.

Burrer sig inde

At sognepræsten kan stå foran en kiste i en tom kirke har mange årsager. Økonomi er én af dem. En bisættelse koster 12.000 kroner. En begravelse lidt mere med gravning og gravsted.
Folk kan være sidste led i familien, eller have siddet demente på et plejehjem de sidste 15 år. Også skilsmisser kan være ødelæggende for familiære relationer og sociale netværk.
"Jeg har også set en ægtefælle, der mister sin kone og burrer sig inde med tanker og minder om det forrige liv, for han ikke kan overskue det sociale live uden hende. Men der er også andre, der modsat bliver fravalgt. Ved arbejdsløshed oplever folk en social deroute, hvor de ikke længere er en del af et fællesskab", siger Lars Sølling, som har forsøgt at opsøge naboer i den afdødes bopæl for at høre om de kendte den afdøde eller pårørende. Ofte med et nej.
"Det undrer mig, at man kan bo i en opgang uden at kende hinanden".

Når et menneske dør

Når et menneske dør, uden pårørende er til stede, er det som regel politiet eller en nabo, der finde den døde, som bliver sendt til retsmedicinsk afdeling for at fastslå dødsårsagen. Hvis det ikke lykkedes politiet eller hospitalet at finde frem til pårørende, indrykker kommunen annoncer i dagbladene. Er der ingen reaktioner herefter, er det kommunen, som arrangerer og betaler for begravelsen eller bisættelsen.
Lars Sølling læner sig tænksomt tilbage i stolen ved spørgsmålet om, hvorfor der i dag er mennesker, der dør i ensomhed.
"Måske er det en tendens i tiden. Vi lever i et mere individorienteret samfund. Familiemønstrene har ændret sig, hvor der er flere singler end nogensinde. For nogle er det et valg at leve med sig selv. Være fri til at gøre hvad de vil uden at være til ansvar over for andre. Eller måske er prinsen på den hvide hest redet i den forkerte retning", siger han og rykker sig frem på stolen.
"Samfundet hylder og dyrker også det individualistiske i dag", og med en håndbevægelse imiterer han de såkaldte 'selfies', folk tager med mobiltelefonen.

Nærværet reduceret

Sognepræsten noterer sig også, at hvor familie tidligere boede sammen i flere generationer, er de i dag spredt ud over hele landet.
"Forældre bor langt væk fra børn og børnebørn. Det reducerer nærværet, når man kun ses ved højtider", siger Lars Sølling.
Men det er ikke kun geografisk, at der er afstand mellem folk.
"I dag sætter folk sig foran fjernsynet eller computeren, og kommunikerer gennem e-mail eller SMS. Der bliver længere og længere imellem den personlige kontakt. I vores område er der travle mennesker med krævende jobs. Det giver også mindre overskud til fællesskabet, da folk har brug for at puste ud. Det er forståeligt nok. Men hvis vi slet ikke er en del af et fællesskab, mister vi vores identitet og meningen med livet", siger sognepræsten. Lars Sølling tror ikke, at han i fremtiden kommer til at stå færre gange foran en kiste i en tom kirke.
"Jeg tror desværre, at det bliver en stigende tendens. Og det bliver ikke kun kattedamen, men også den succesrige direktør, der ligger i kisten. Livet består af en række valg. Både fravalg og tilvalg. Man kan vælge at leve sit liv alene, eller man kan vælge at leve sit liv i fællesskab med andre. Jeg vil absolut anbefale det sidste. Ingen behøver leve eller dø i ensomhed, når der er mulighed for at indgå i fællesskaber, blandt andet her i kirken", siger han.
Hvorfor holder folk sig så alligevel tilbage?
"Fordi man har nok i sig selv. Måske. Tanken gør mig trist. Man skal være noget for andre. Næstekærligheden. Det er det hele handler om".