Fortsæt til indhold

"Det var voldsomt"

Civil ulydighed kan være nødvendigt, mener Lisbet Møller fra byrådet i Halsnæs

Krimi
Jens Patrick Thiede

Blandt de 14 demonstranter, der torsdag brød ud i sang i Folketinget under en asyldebat og efterfølgende blev anholdt, var bl.a. byrådsmedlemmet i Halsnæs, Lisbet Møller (Enhedslisten).
"Det var voldsomt! Vi kom på Station City og fik taget DNA og blev fotograferet. Derefter fik vi en tiltale, men politiet mente dog ikke, vi ville få to år i fængsel," siger Lisbet Møller om oplevelsen og den maksimale strafferamme i straffelovens paragraf 137 styk to, der bl.a. angår at have forstyrret offentlig samling af Folketinget.
"Man må godt købe for mange milliarder kroner våben, men man må ikke synge i Folketinget. Vi ved godt, man ikke må lave sådan noget, men vi var nødt til at gøre folk opmærksomme på, at vi er nogle, der har en anden holdning end politikerne," forklarer hun.
Finder du det ikke problematisk at afbryde en demokratisk forretningsgang i et lands parlament, som man kender det fra bananrepublikker?
"Jo, det er det da, men det er svært at komme til, og vi tænkte, at sagen er så vigtig, så det gør vi."
Hvad hvis det skete i byrådssalen i Halsnæs, at alle, der var utilfredse, mødte op og enten sang, kommenterede eller brølede deres mening?
"Jamen, det gør de jo ikke!"
Men hvad hvis de begyndte på det?
"Det ved jeg ikke, det ville komme an på, hvorfor de gjorde det."
Ville det ikke være problematisk, hvis flere begyndte at bryde de demokratiske spilleregler på den måde?
"Jeg ved godt, vi ikke følger den demokratiske vej her, men en gang imellem kan man blive tvunget til civil ulydighed."

Flere reaktioner:
http://halsnaes.lokalavisen.dk/reaktioner-disrespekt-og-en-gimmick-/20141121/artikler/141129876/2244