"Alle er berørte af situationen"
Carsten Gade, der er rektor på Marie Kruses Skole i Farum, er chokeret over, at det var to af hans 13-årige elever, der onsdag eftermiddag stod bag en bombetrussel mod Københavns Rådhus.
"For det første er det en sag, som vi ser meget alvorligt på. Det er også en sag, vi betegner som meget grove drengestreger, der går langt ud over over, hvad vi forventer af vores elevers adfærd. Derfor tager vi selvfølgelig meget skarp afstand fra episoden", siger Carsten Gade.
Politiet måtte evakuere Københavns Rådhus og spærre flere gader af i forbindelse med bombetruslen.
"Det er helt klart i strid med de værdier, vi har her på skolen. Når det så er sagt, så er det helt tydeligt for både mig og politiet, at de her to drenge slet ikke har være bevidst om, hvilke konsekvenser, det ville få. Men det er selvfølgelig ikke ikke en undskyldning", siger rektoren.
Læs også: Kruse-elever bag bombetrussel mod Københavns Rådhus
Bombetruslen blev sendt under en chat på Børnechatten, der er et netsted, hvor børn kan få rådgivning af en voksen. Her fik drengene angiveligt en pludselig indskydelse om at skrive en bombetrussel, men politiet kunne efterfølgende spore IP-adressen på den computer, hvorfra truslerne kom, til Marie Kruses Skole i Farum.
Her kunne man også finde frem til lige netop den computer, der var brugt til at fremføre truslen - og dermed også navnet på de to 13-årige gerningsmænd, der kom til afhøring og erkendte med det samme onsdag eftermiddag.
"Vi underviser i forvejen vores elever i netetik, men fremadrettet vil vi sætte ekstra meget fokus på, hvordan man skal opføre sig på nettet, og hvilke konsekvenser, det kan få, hvis man ikke opfører sig ordentligt på sociale medier og i chat-rooms", siger Carsten Gade.
De to elever er foreløbigt bortvist resten af ugen, og skolen vil på fredag tage stilling til, hvad der skal ske med med.
"Der er mange ender, der skal samles, og på fredag tager vi stilling til, hvad der skal ske med dem, men jeg vil godt sige, at alle er meget berørte af det, der er sket - også de to drenge og deres forældre", siger Carsten Gade.