Fortsæt til indhold

Falske hjemmehjælpere huserer med blodtryksmåler

Både en 90-årig og 92-årig dame fik torsdag uønsket besøg

Krimi
Af Kathrine Albrechtsen

Med en blodtryksmåler i hånden troppede to falske hjemmehjælpere op hos hver deres ældre damer torsdag eftermiddag.
Første stop med blodtryksmåleren var hos en 90-årig kvinde på Skjoldagervej kl. 16.35, fortæller Nordsjællands Politi.
Kvinden overbeviste den ældre dame om, at hun som hjemmehjælper var sendt ud for at måle blodtryk. Inde i lejligheden tog hun kvindens blodtryk og forlod lejligheden. Umiddelbart uden at stjæle noget fra hjemmet.
På Maglemosevej ringede en anden falsk hjemmehjælper, også med en blodtryksmåler, på døren hos en 92-årig kvinde, som også lukkede hende ind i hjemmet. Men den forurettede slap ifølge Nordsjællands Politi ikke kvinden ude af syne, og heller ikke her fik tricktyven fat i nogle tyvekoster.
Ifølge den 90-åriges signalement af den falske hjemmehjælper, havde kvinden et sydeuropæisk udseende, 160-165 høj, kraftig af bygning, sort hår og talte dansk med accent.