Butikstyv snuppet med rov fra to butikker
Grethe Bo Madsen
En 40-årig kvinde fra Silkeborg blev taget på fersk gerning, da hun tirsdag 18. november omkring klokken 10 forsøgte at stjæle varer i Kvickly på Siimtoften i Ry, oplyser politikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg.
En opmærksom ekspedient så, hvordan kvinden forsøgte at skjule varer i sin skuldertaske. Kvinden blev tilbageholdt, mens butikken kontaktede landbetjenten.
Da kvindens skuldertaske blev undersøgt nærmere, viste det sig, at hun ikke kun havde være på rov i Kvickly, men også havde været forbi Netto i Ry og også stjålet varer der. Sammenlagt havde kvinden stjålet varer til en værdi af 227 kroner i Netto, og 790 kroner i Kvickly.