Bygningsmaterialer og værktøj stjålet
Store værdier i form af vinduer, isolering og håndværktøj fjernet under indbrud
Erland Rasmussen
Der blev stjålet værdier for ikke mindre end 70.000 kroner i forbindelse med et indbrud på Låsbyvej i Nr. Vissing.
Det skete i weekenden 22.- og 23. november, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg.
Tyvene er kommet ind på et lager tilhørende en murerforretning ved at skrue nogle stålplader af en port.
Tyvekosterne, der som nævnt har en værdi af 70.000 kroner, bestod af vinduer, isolering og håndværktøj.
Politiet opfordrer borgere, der måtte blive tilbudt vinduer til billige penge, om at være agtpågivende og i stedet henvende sig til Lokalpolitiet i Skanderborg.