Skar dør op med skærebrænder
Op til seks paller fyrværkeri er blevet stjålet fra et lager på Ellebækvej i Allerød
En større mængde kraftig fyrværkeri er blevet stjålet fra et fyrværkeri-lager på Ellebækvej i Allerød.
Ifølge politiet er indbruddet sket på et tidspunkt i løbet af weekenden fra fredag eftermiddag til mandag kl. 12.
Tyvene kom ind i lageret ved først at bryde en ståldør op med en skærebrænder, hvorefter endnu en dør blev brudt op med et 26 millimeter bredt redskab drevet med lufttryk.
"Der er stjålet fem-seks paller med fyrværkeri i alt," fortæller politikommissær Aaron Newman fra Nordsjællands Politi.
Kan være farligt
Det er Aalborg Fyrværkerifabrik og Trier Festfyrværkeri, der har lager på stedet.
I alt blev der stjålet 25 kasser à 35 styk luftbomber fra Unique Pyroteknik, 100 kasser à to etkilosbatterier, ca. 20 AFAC-batterier og to til fire kasser øvrigt fyrværkeri.
"Det er en anseelig mængde fyrværkeri. Så der kan godt være en hel del fare forbundet ved det, hvis det ikke opmagasineres på betryggende vis," forklarer Aaron Newman.