Kommunen kom til at destruere kunstværk i Nærum ‘ved en fejl’
Rudersdal Kommune har fjernet og destrueret en uvurderlig skulptur i Nærum af kunstneren Anders Tinsbo
kunst Et uvurderligt kunstværk af kunstneren Anders Tinsbo med særlig historisk betydning for lokalområdet i Nærum er ved en fejl blevet destrueret. Det skete, da Rudersdal Kommune i november begyndte på arbejdet med at anlægge en ny aktivitetsoase på arealet foran Nærum Ungdomsgård. Arealet blev ryddet for at gøre plads til den nye aktivitetsoase, og samtidig destruerede Rudersdal Kommune kunstværket. Lemfældigheden vækker harme hos den tidligere leder af Nærum Ungdomsgård, Mogens Jørgensen. For han var selv med til at rejse penge til skulpturen, der blev skabt i anledning af ungdomsgårdens 25-års jubilæum i 1984. "Den har jo en relation til mange i Nærum, for det blev jo fremstillet i samarbejdet med børn fra Nærum Ungdomsgård, for Anders Tinsbo bad børnene lave nogle figurer med piberensere og ud fra de figurer, som børnene lavede, skabte Anders Tinsbo skulpturen," fortæller Mogens Jørgensen. Miseren blev først opdaget, da Mogens Jørgensen efterfølgende henvendte sig til Rudersdal Kommune for at spørge til kommunens planer med kunstværket. "Der må jo sidde nogen med røde ører, for sådan behandler man da ikke vores kunstskatte. Hvis de kan fjerne den her ved en fejl, hvad bliver så det næste? Det kan man jo kun gisne om..." siger han.