Tyvekoster fundet i el-skab
To personer brød ind i en villa i Skanderborg. Efterfølgende blev tyvekosterne fra indbruddet fundet i et el-skab sammen med andre tyvekoster
Tyve brød ind igennem børneværelset, da der på et tidspunkt fra fredag 25. april klokken 9 til lørdag 26. april klokken 00.54 var indbrud i en villa på Augustas Vænge i Skanderborg. Det fortæller vicepolitikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg.
Tyvene var rundt at rode i hele huset. På anmeldelsestidspunktet havde villaens beboere ikke noget overblik over, hvad der var blevet stjålet.
Samme nat, som indbruddet fandt sted, fandt politiet en taske med tyvekoster, som lå i et opbrudt el-skab ved Kongefolden i Skanderborg, oplyser vicepolitikommissær Torben Rungstrøm. Tasken indeholdte en række forskellige tyvekoster. Heriblandt smykker, telefoner og ure.
Nogle af tyvekosterne var stjålet fra villaen på Augustas Vænge.
"Vi er nu igang med at finde ud af, om de andre tyvekoster stammer fra indbrud i Skanderborgområdet," fortæller vicepolitikommissær Torben Rungstrøm.
De to mænd, der efterlod tasken ved el-skabet, blev set køre væk i en mørk Renault. Politiet vil meget gerne høre fra folk, der har yderligere oplysninger i sagen.