Fortsæt til indhold

Derfor kører vi for stærkt

Uopmærksomhed og travlhed presser farten op

Krimi
Arkiv

Travlhed og uopmærksomhed på ens egen fart og hastighedsgrænsen er nogle af de typiske forklaringer, som bilisterne bruger, når de bliver stoppet efter at have kørt for stærkt.
Det viser en interviewundersøgelse med cirka 200 bilister, der blev stoppet af politiet for at køre for hurtigt.
Se de typiske begrundelser for at køre for stærkt i faktaboksen
Undersøgelsen blev lavet af Rådet for Sikker Trafik og Q8 i perioden november 2013 til marts 2014 i samarbejde med syv politikredse på Sjælland, Fyn og i Jylland på både landeveje og byveje.
Hvis man kører 90 km/t. i stedet for 80 km/t. på en 10-kilometer strækning, har man kun sparet 50 sekunder. Til gengæld har man øget risikoen for at ende i en alvorlig ulykke.
"De fleste dødsulykker sker på landevejene blandt andet på grund af for høj fart. Selv en lille hastighedsoverskridelse kan være afgørende for, om man selv eller andre kommer til skade, hvis der sker noget uventet. Derfor er det en god ide at overholde hastighedsgrænsen," siger Michelle Laviolette, der er projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Fartkontrol i næste uge
For at få endnu flere trafikanter til at overholde hastighedsgrænsen eller sætte farten ned, står der i øjeblikket omkring 7.000 plakater langs vejene med budskabet ”Sænk Farten – en lille smule betyder en hel del”.
Politiet følger op med landsdækkende fartkontrol fra den 14. til den 21. april.
"Vi kan alle gøre en forskel ved at sænke farten. Derfor er vi ude med fartkontroller for at minde bilisterne om det. Især på landevejene er for høj fart et alvorligt problem. Selv en lille hastighedsoverskridelse kan betyde en hel del," siger Frank Mathiesen, der er centerchef i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
mw