Kystbanen gik i stå på grund af brand
Nogle væltede træer forårsagede en brand, der stoppede togkørslen på Kystbanen tidlig torsdag morgen
Torsdag morgen var den gal på Kystbanen igen, da alle tog stod stille imellem Rungsted Kyst og Hovedbanegården i mere end en times tid på grund af en strømafbrydelse.
Ifølge DSB skyldes strømafbrydelsen, at nogle træer var væltet og havde startet en brand, der afbrød strømføringen i flere køreledninger på strækningen.
Bus og S-tog
I mellemtiden måtte togpassagererne blive transporteret i busser imellem Rungsted Kyst og Klampenborg og tage S-toget på strækningen imellem Klampenborg og Københavns Hovedbanegård.
Allerede ved seks-tiden var DSB dog klar til igen at starte togkørslen på strækningen - i første omgang hver tyvende minut.
Efter kl. 7.30 begyndte DSB så at indsætte flere tog, efterhånden som man fik styr på "togvogne og personale". Og senere på formiddagen skulle den normale togdrift være blevet genetableret.