Fortsæt til indhold

Nabohjælp er en rigtig god idé

Undersøgelser viser, at risikoen for at få indbrud bliver nedsat markant ved brug af Nabohjælp

Krimi
Af Jonas Wrede Hansen

Det er nok den største frygt blandt de fleste husejere at komme hjem til et hus, hvor der har været ubudne gæster. Uge efter uge viser politiets døgnrapporter fra Skanderborg, at der konstant sker indbrud i kommunen.
Faktisk er Danmark ifølge Det Kriminalpræventive Råd, DKR, et af de mest indbrudsplagede lande i EU. Derfor er der al mulig god grund til at forsøge at ændre på den statistik.
Camilla Rich, der er projektmedarbejder hos DKR og TrygFonden, arbejder med Nabohjælp, som uden tvivl er et ganske nyttigt tiltag, der har en positiv effekt på at bekæmpe indbrud.
“Undersøgelser fra udlandet har vist, at aktive og opmærksomme naboer kan forhindre op imod hvert fjerde indbrud,” fortæller hun således til Lokalavisen Skanderborg.

Tyve frygter naboerne

Aktive og opmærksomme naboer er lige præcis det essentielle i DKR og TrygFondens Nabohjælp.
Her skal naboerne på vejen sammen gøre en indsats for at skræmme eventuelle indbrudstyve væk.
“Indbrudstyve har ikke lyst til at støde på naboer. De er rent faktisk bange for dem, viser en svensk undersøgelse,” fortæller Camilla Rich.

Relanceret

Ifølge hende er der tale om meget små tiltag, som kan få en indbrudstyv til at komme på andre tanker, når vedkommende planlægger et indbrud på en villavej. Hvis man for eksempel får naboen til at smide affald i skaldespanden, gå en tur rundt om huset eller være opmærksom på noget, der virker mistænkeligt, kan det være med til at nedsætte risikoen for indbrud.
Nabohjælp er ikke et særlig nyt tiltag. Det blev taget i brug for første gang i Danmark i 1980'erne. Men for nylig er det blevet relanceret for at være tidsvarende i forhold til den nuværende teknologi.
“Det nye Nabohjælp består blandt andet af et digitalt system, som gør det nemmere at organisere nabohjælpen i forbindelse med eksempelvis ferier,” fortæller Camilla Rich.
Det er i det digitale system nemlig muligt at give naboer besked om, at man ikke er hjemme, og så vil systemet automatisk minde naboerne om, at de lige skal huske at være ekstra opmærksomme.