Mistanke om børnelokker i Galten
En 11-årig dreng blev torsdag kontaktet af en mand, som forsøgte at få drengen ind i sin bil
Da en 11-årig dreng torsdag 10. april gik hjem fra skole kort før klokken 12, blev han standset af en fremmed mand i en bil, som forsøgte at give ham et lift. Det fortæller vicepolitikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg. Episoden fandt sted på Røddikvej i Galten.
"Manden i bilen spurgte drengen, om han ville have et lift. Drengen takker nej to gange og løber væk," fortæller Torben Rungstrøm.
Politiet har ikke modtaget flere anmeldelser om andre børn, der har oplevet det samme, så de har derfor ikke særlig meget at gå videre med.
"Vi tager selvfølgelig det her meget alvorligt, men vi har ikke rigtig så meget at gå videre med. Vi har snakket med drengen, og så holder vi øje med, om der sker noget lignende igen," fortæller Torben Rungstrøm.
På Gyvelhøjskolen i Galten, hvor den unge dreng går, tager man også episoden med alvor og forsøger at gøre forældre opmærksomme på, hvad drengen har fortalt.
"Vi har nu sendt en meddelelse rundt på vores intranet til alle forældre, så de kan blive gjort opmærksomme på det," fortæller Jørgen Fjord, der er skoleleder på Gyvelhøjskolen i Galten.
Drengen har til politiet givet følgende signalement på den formodet børnelokker: Der er tale om en høj mand af dansk udseende med langt brunt hår og et overskæg. Ifølge drengen snakker han med accent. Han kom kørende i en grøn bil, oplyser vicepolitikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg.