Fortsæt til indhold

Nattelivet løber løbsk

Ni diskoteker og værtshuse i Vejle advarer mod billig sprut og fulde unge

Krimi
Peter Friis Autzen

Overdrevent fulde unge, hærværk, uro, svineri og utryghed. Det er, hvad Vejles natteliv er ved at udvikle sig til, lyder advarslen til Vejles Bevillingsnævn.
Umiddelbart kunne man tro, at advarslen kom fra de unges forældre, hærværksplagede butikker eller fra politiet.
Men advarslen kommer fra ni af midtbyens udskænkningssteder, som i fællesskab beder nævnet om hjælp til at føre nattelivet i en sundere retning.
“Vi ved godt, at man ikke kan aftale mindstepriser på alkohol og spiritus - og det beder vi heller ikke om. Men der bør være en fælles forståelse for en sund udvikling. Bevillingsnævnet bør kunne fastsætte nogle retningslinier,” siger initiativtager Kim Jessen, der er forpagter på Tartan Pub.
De ni underskrivere ønsker at drive en ansvarlig forretning.
“Men ansvarlighed, sikkerhed og trygge rammer er dyrt. Og de unge opsøger kun den billige alkohol - ikke de ordnede forhold. Derfor er det meget svært ikke at lade sig rive med og give køb på ansvarligheden. Men det vil vi gerne undgå,” siger Kim Jessen.
Han peger blandt andet på slagtilbud på alkohol. Nogle gange ligefrem gratis spiritus.
I brevet til bevillingsnævnet lægger de ni underskrivere også op til, at antallet af bevillinger i Vejle ikke bør vokse yderligere.
Er det ikke bare fordi, I vil undgå nye konkurrenter?

“Vi har ikke noget imod sund konkurrence. Men udviklingen fører byen i den forkerte retning. Og det er vi kede af,” siger Kim Jessen.

Nævn: Nu må vi se

Formanden for Vejles bevillingsnævn, borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V), ser med interesse på henvendelsen.
“Vi går selvfølgelig op i, at reglerne overholdes. Og vi tager naturligvis altid sådan en henvendelse meget alvorligt,” siger Arne Sigtenbjerggaard.
Han understreger dog, at bevillingsnævnet kun har begrænset indflydelse på, hvordan værtshusene driver deres forretning.
“Spørgsmål om markedsføring og salg til mindreårige er ikke en sag for nævnet, men for politiet,” siger han.
Kim Jessen og de otte andre underskrivere håber dog, at nævnet mere udtrykkeligt vil inkludere lovens regler i bevillings-betingelserne og dermed gøre dem til forhold, nævnet kan reagere på.
“Jeg tror, at det ville gøre en forskel,” siger Kim Jessen.
Nævnet har indkaldt til møde om sagen i næste uge.

Ny konkurrent

I brevet til bevillingsnævnet henviser de ni underskrivere flere gange til den ret nyåbnede Zwei Grosse Bier Bar på Dæmningen som et eksempel på, at nattelivskulturen bevæger sig i en uheldig retning. De henviser blandt andet til stedets prispolitik og markedsføring.
Daglig leder hos Zwei Grosse Bier Bar, Lars Pedersen, afviser, at de dumper prisen på alkohol.
“Når natten er omme, er vi dyrere end de andre. Ja, vi har nogle slagtilbud indtil midnat. Men efter midnat tror jeg, at alle andre i byen er billigere end os,” siger han.