Fortsæt til indhold

Pizzabrand skabte stor dramatik

Brand og Redning Skanderborg måtte søndag rykke ud til en etageejendom i Hørning

Krimi
Grethe Bo Madsen

Festen var ikke helt slut for en mandlig beboer i en etageejendom på Højgårdsvej 75 i Hørning.
I hvert fald besluttede han sig for at tage tilbage til den fest, han var taget hjem fra, fordi han var sulten.
Så langt så godt. Hvad der imidlertid ikke var så godt var, at han havde havde nået at sætte en pizza i en tændt oven, og den glemte han alt om, da han tog tilbage til festen.
Resultatet var, at brandalarmen lød søndag 25. maj klokken 16.06 hos Brand og Redning Skanderborg.
"Vi fik et alarmopkald om brand i en etageejendom, og så rykker vi altså meget hurtigt ud, da den slags an involvere rigtig mange mennesker," fortæller indsatsleder Jørgen Hansen.
"Da vi kommer derud, er der en kraftig røgudvikling i en lejlighed, og vi kan høre, brandalarmen i lejligheden hyle. Derfor slår vi døren ind," oplyser han.
Det viser sig dog hurtigt at være helt uden dramatik, da det blot drejer sig om den glemte pizza, der nu er forkullet.
"Lejligheden var røgfyldt, men vi fik den hurtigt luftet ud," oplyser indsatslederen.
Lejligheden mandlige beboer kom hjem midt under "redningsaktionen", en smule overrasket og også en smule bedugget.