Har du også fået brev?
Nordsjællands Politi advarer om fup-indsamling, som muligvis skal skærme indbrudsforsøg. Breve omdelt i Kokkedal og Hørsholm
”- hvis du har noget tøj, sko eller legetøj som du alligevel ikke bruger mere, så donerer dem til os og vi giver dem videre til alle som har brug for dem og få glæde af det.”
Sådan lyder en del af den besked, Niels Topholm fra Kokkedal netop har modtaget i sin postkasse. På en seddel på størrelse med en halv A-4 side beder organisationen ”HumanHelp” om folks støtte til deres indsamling, og der var flere elementer i beskeden, der vakte Niels Topholms undren.
”Der er flere stavefejl i teksten, og der også mærkelige udtryk som ”facade dør”, som man jo ikke rigtig bruger, og landekoder i stedet for landenavne. Derfor syntes jeg, at det virkede underligt,” fortæller Niels Topholm.
Da Niels Topholm prøvede at finde mere information om afsenderen, fandt han et dansk telefonnummer, som dog kun sporer tilbage til et taletidskort fra mobilselskabet Lycamobile.
Også en borger fra Stampengen i Hørsholm har henvendt til lokalavisen efter at have modtaget indsamlingsbrevet.
Politi: Sæt ikke tøj ud til indsamlingen
Niels Topholm kontaktede Helsingørs Politi med sin mistanke om, at indsamlingen er fup. Nordsjællands Politi har i den seneste tid modtaget flere henvendelser omkring samme sag, og pressekoordinator Henrik Suhr bekræfter, at indsamlingen med al tænkelig sandsynlighed er svindel.
”Folk skal smide sedlen ud, hvis de modtager en. Der er ikke blevet givet tilladelse til en indsamling, så folk skal hellere give deres overskydende ting til organisationer, vi kender herhjemme,” siger pressekoordinator Henrik Suhr.
Han fortæller videre, at indsamlingsbrevet kan være et skalkeskjul for folk, der forsøger at undersøge lokalområderne for mulighed for indbrud, og understreger endnu en gang, at man skal smide sedlen væk og undlade at sætte sine ting ud til indsamling.
Henrik Suhr opfordrer samtidig borgere, der har set uddelerne af sedlerne, til at kontakte politiet for at give et signalement.
Også borgere i Hørsholm og Helsingør har rettet henvendelse til politiet omkring indsamlingsbrevet.