Fortsæt til indhold

Lars Løkke svinede jysk motorvej til

Venstres formand jokede med Hærvejsmotorvejen på møde og fortrød

Krimi
Af Hans Larsen

Tag ikke fejl. Man slipper ikke ustraffet fra at gøre grin med motorveje i Jylland. Det må Venstres formand Lars Løkke Rasmussen nu sande. For han blev godt og grundigt hængt til tørre i en lokalavis, efter at han på et møde med Venstre-medlemmer jokede med en ny midtjysk motorvej, kaldet Hærvejsmotorvejen.
I stedet for at bakke Ventre-medlemmerne op og erklære sig enig i, at der bør bygges en Hærvejsmotorvej, svarede Lars Løkke kækt: “Hvad skal vi dog med sådan en vej, der bare skal transportere svin den ene vej og polakker den anden vej.”
Lokalavisen.dk har spurgt Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen, om partiet dermed har skiftet holdning til en Hærvejsmotorvej, som trafikordføreren tidligere har fremhævet ved flere lejligheder.
“Det blev vist sagt med et smil på læben. Det, jeg ved noget om, er Venstres holdning. Vi går ind for en forundersøgelse af en Hærvejsmotorvej, og det er et krav, vi har stillet, i forbindelse med de seneste trafikforhandlinger. Så vores politik for en Hærvejsmotorvej ligger helt klar,” siger Kristian Pihl Lorentzen.

En anelse for kæk

Han tilføjer, at Lars Løkke Rasmussen efterfølgende har bekræftet Venstres holdning i et læserbrev i Viborg Stifts Folkeblad. I læserbrevet skriver Lars Løkke Rasmussen blandt andet:
“Lad mig til en start slå fast, at kommentaren måske blev en anelse for kæk. Jeg er naturligvis helt enig i, at infrastruktur er en vej til vækst. Men som formand for et parti, der hylder princippet om, at man skal holde, hvad man lover danskerne, vil jeg ikke garantere en Hærvejsmotorvej, før jeg ved, om jeg kan levere den.”
Kristian Pihl Lorentzen har ingen kommentarer til Lars Løkke Rasmussens udtalelser om svin og polakker. Men han har over for Lokalavisen.dk slået fast, at en Hærvejsmotorvej sikrer vækst, og samtidig vil den kunne aflaste den trafikerede Motorvej E45, som Venstre også ønsker udbygget.