Fortsæt til indhold

Hække og plankeværk giver tyven arbejdsro

Antallet af indbrud faldt i første kvartal, men vi har stadig markant flere indbrud pr. indbygger end Norge og Sverige

Krimi
Steen Trolle

Der var lidt færre tyve på spil i årets første kvartal, sammenlignet med samme periode året før. I alt blev der registreret 1300 færre indbrud i hele landet, i forhold til første kvartal 2013.
Men der er ingen grund til at slække på sikkerheden hjemme i villaen, for tallet dækker over et fald i antallet af indbrud i virksomheder, og det er bare et halvt år siden, at Det Kriminalpræventive Råd konkluderede, at Danmark har suveræn indbrudsrekord i Norden.
En undersøgelse blandt Boligsiden.dk viser, at ca. 50 procent af boligejerne frygter indbrud. Men en undersøgelse blandt de samme brugere viser også, at over halvdelen af danske boligejere foretrækker ligusterhække og massive mure eller plankeværk foran deres bolig. Og hække og plankeværk er ikke den bedste løsning, hvis man skal forhindre indbrud. Det kriminalpræventive Råd anbefaler således, at man overvejer højden på sin hæk eller plankeværk.
”Den behøver ikke at være mandshøj. Måske kan du klare dig med en, der er lidt lavere, så det er nemmere for naboer og forbipasserende at se, hvis der er tyve på spil,” lyder rådet.