Fortsæt til indhold

Advarsel og gode råd fra politi om tricktyve

På grund af talrige tricktyverier på det seneste, bl.a. i Gentofte, har Nordsjællands Politi udsendt en advarsel - og gode råd

Krimi
Af Jesper Bjørn Larsen

Sommeren er store vafler, hvinende hyl fra Rutschebanen og fluepapir på Bellevue - og desværre også højtid for tricktyveri på gaden.
Nordsjællands Politi har på det seneste modtaget en lang række anmeldelser om tricktyverier, og politiet har en teori om, at der er tale om få, men meget 'dygtige' gerningsmænd og –kvinder.
Tricktyverierne er oftest målrettet ældre medborgere, hvorfor politiet beder alle i størst muligt omfang om at være med til at fange tyveknægtene.
"Kontakt politiet på 1-1-4 eller i hastende tilfælde 1-1-2, hvis du bliver udsat for forsøg på tricktyverier, eller hvis du ser noget, du finder mistænkeligt særligt omkring ældre medborgere eller særligt udsatte borgere", skriver politiet i en netop udsendt pressemeddelelse.
Nordsjællands politi har konstateret, at tricktyvene vildleder deres ofre ved at forsøge at sælge værdiløst 'gult' metal, ved at smide en pengeseddel på gaden med henblik på at stjæle dankortet, eller ved at spørge om vej, mens de står med et udfoldet kort.
Politiet har følgende gode råd:
"Afvis på ingen måde at hjælpe turister eller andre udlændinge, der beder om hjælp, men vær opmærksom på, at der blandt disse kan være tyveknægte. Vær ekstra opmærksom, når du bliver kontaktet af fremmede. Beskyt din pinkode. Hold så vidt muligt afstand til personerne, og stil ikke dine ting fra dig. Føler du dig utryg, så bed personerne venligt, men bestemt om at forlade stedet, og gør folk omkring dig opmærksom på, hvad der foregår", skriver politiet.
På politi.dk kan du se en række eksempler på de hyppigste former for tricktyverier og få råd til, hvordan du kan undgå at blive tricktyvenes næste offer.