Fortsæt til indhold

Sauna gik op i flammer

Brandvæsen vandede i skov for en sikkerheds skyld

Krimi
Af Erland Rasmussen

En sauna skal godt nok være varm, men det blev for meget af det gode fredag 30. juni om aftenen på Hjarsbækvej, Gl. Rye, da en 12 kvadratmeter fritstående sauna nedbrændte til grunden.
Saunaen stod ved bredden af Salten Langsø og tilhørte nogle fritidshuse, som ligger et andet sted i skoven.
Der var tale om en gammel sauna, bygget i træ, fyret op med både brænde og kul.
Saunaen er gennem flere år uden problemer blevet brugt i forbindelse med badning i søen. Men i fredags gik det af en eller anden grund galt.
Ved 19-tiden havde brugerne været nede for at se til saunaen, og der var ingenting galt. Men klokken 21 så de flammeskær fra skoven af og slog derefter alarm, oplyser indsatsleder Per Møldrup, Brand og Redning Skanderborg.
Brand og Redning Skanderborg fik slukket den nedbrændte sauna.
"Der føg masser af gløder og gnister ind i skoven, og derfor vandede vi skoven efterfølgende på de steder, hvor vi havde formodning om, det kunne gå galt," forklarer indsatsleder Per Møldrup, Brand og Redning Skanderborg.
Slukningsarbejdet varede en times tid.