28-årig nægter omfattende mobilfup
Ejer af telebutik nægter kendskab til, at der skulle være fusket i butikken i Hørsholm, mens hans bror, der fungerede som bestyrer, erkender en del af tiltaleskriftet
Afluring, bedrageri, hæleri og identitetstyveri.
Det var nogle af ingredienserne i den retssag, der tirsdag tog sin begyndelse ved Retten i Helsingør.
Her stod to brødre på 28 og 24 år tiltalt for samlet set 76 anklagepunkter med mobiltelefonbutikken Yellow Mobile i Hørsholm Midtpunkt som omdrejningspunkt.
Her skulle en række kunder ifølge anklageren være blevet franarret adgangsoplysninger til deres konti, som de to mænd efterfølgende kunne tappe for penge til bl.a. dyre varer, elektronik, rejser og smykker. Afluringen skulle ifølge anklageskriftet have fundet sted fra efteråret 2011 og frem til marts 2013, hvor de to mænd blev anholdt og varetægtsfængslet.
Gider ikke forklare det
I retten nægtede den 28-årige sig helt skyldig i anklagerne med henvisning til, at han blot var ejer af butikken og havde hjulpet sin 24-årige bror med nogle få praktiske ting, men at lillebroderen ellers havde klaret den daglige drift selv som bestyrer. Hans forsvarer påpegede desuden, at den 28-årige selv kunne være udsat for identitetstyveri, idet andre havde adgang til hans mobiltelefon, og der var lavet personlige dokumenter, som han intet kendte til.
Den 24-årige erkendte derimod 40 af forholdene, men var ellers ikke meget for at gå i detaljer omkring, hvordan selve afluringen skulle have fundet sted.
"Det gider jeg ikke at forklare dig," svarede han på anklagerens spørgsmål og uddybede:
"Jeg har ikke lyst til at forklare det, når der sidder journalister," trods at forklaringerne under alle omstændigheder skrives til protokol.
Adspurgt af dommeren afviste den 24-årige dog, at der var brugt teknik til afluringen.
Mystiske forhold
Dommeren og de to domsmænd har i alt syv planlagte retsmøder til at få overblik over de mange forhold.
Med i sagen indgår en række vidneudsagn fra kunder, der har været ofre for afluring, ligesom der også vil blive fremlagt tekniske beviser såsom aflytninger foretaget af politiet.
Herfra greb man ind med anholdelser 12. marts sidste år, efter kunder i løbet af 2012 havde gjort opmærksom på, at der var sket mystiske ting på deres konti efter køb i telebutikken. De to mænd sad efterfølgende varetægtsfængslet i fire måneder, mens en nærmere efterforskning stod på, og nu kommer sagen altså for byretten.
Der forventes at falde dom 11. juni. Lokalavisen følger sagen...