Ville fuppe mobilkunde for 300.000 kr.
Gerningsmænd forsøgte at hæve stort beløb, efter Børge Noer havde handlet i telebutik
I tiltalen mod to mænd for databedrageri i Hørsholm Midtpunkt indgår sagen, som Børge Noer fra Hørsholm blev udsat for.
Børge Noer skulle egentlig bare have en ny mobiltelefon. Men han endte med et meget større problem, da han en dag sidste år bevægede sig ind i telebutikken på første sal i Hørsholm Midtpunkt.
"Jeg talte med ekspedienten om, hvilken telefon det skulle være, og jeg endte så med at vælge en Samsung Galaxy S3," fortæller Børge Noer til Ugebladet.
Læs også: Tiltalt 24-årig brugte dæknavne
Da han skulle betale for den, forklarede ekspedienten ifølge Børge Noer imidlertid, at han også skulle bruge Noers NemID-kort for at gennemføre transaktionen.
Det tænkte Børge Noer ikke videre over, før han et par timere senere blev kontaktet af sin bank.
"De spurgte, om jeg kunne godkende en overførsel på 280.000 kroner. Og så ringede jeg med det samme tilbage til banken og fik stoppet overførslen," fortæller Børge Noer.
Forsøgte at hæve
Bankoplysningerne var tilsyneladende blevet afluret, og nu var nogen i gang med at hæve store beløb fra den konto, der var knyttet til Hørsholm Menighedshus' Fond, som han sidder i bestyrelsen for.
Læs også: 28-årig nægter omfattende mobilfup
Han fik som sagt stoppet den første transaktion, men mens han talte med banken, prøvede gerningsmændene endnu engang - denne gang lød beløbet på 15.000 kroner.
"Men vi fik det stoppet, så vi har heldigvis ikke lidt noget tab. Men det ærgrer mig, at jeg har været så godtroende," siger han.
Da han mandag vidnede i retten, gav han selv udtryk for, at han ikke mener, at hans personoplysninger kan være faldet andre i hænderne end ved den mærkelige procedure med NemID-kortet i telebutikken.
Børge Noer mener selv, at hans NemID er blevet affotograferet i butikken, uden at han anede uråd.
"Man tænker jo ikke lige, at de er ude på at svindle i sådan en butik. Men jeg vil være mere forsigtig fremover - det er indlysende," siger han.