Fortsæt til indhold

Kørte 12-årig ned med elscooter

En 71-årig mand sigtet for vold efter at have kørt en lille pige over med eldreven kørestol

Krimi
Kristina Schønnemann

Fredag aften var der byfest med masser af feststemte mennesker på Bløden i Frederikssund. Måske også enkelte, som var lidt for feststemte.

I hvert fald kørte en gangbesværet mand en 12-årig pige ned på sin eldreven og omkring 100 kilo tunge kørestol, inden han påkørte endnu kvinde.

Episoden foregik omkring kl. 20, oplyser efterforskningsleder Michael Gaml, og ifølge ham vurderede betjentene på stedet, at manden var beruset.

De sigtede den 71-årige for vold samme aften.

"Der er ingen tvivl om, at han rammer pigen, da han vil bakke, men han giver udtryk for, at han ikke havde set hende," siger Michael Gaml og fortæller, at det derfor ikke er sikkert, at politiet vil fastholde den sigtelse.

Måske ikke "rigtig" vold

Mandag ved middagstid mangler politiet endnu at slå fast, om manden havde til hensigt at køre pigen ned.
Og selvom at det virker ekstra voldsomt, at pigen bliver kørt ned, så vurderer politiets jurister umiddelbart, at en mand på eldreven kørestol er at betragte - rent juridisk - som en almindelig fodgænger.

"Det svarer måske til, at han har væltet ind i pigen, og der sigter vi normalt ikke for vold. Men så kan man måske sigte ham for at overtræde ordensbekendtgørelsen," siger efterforskeren.

Pigen blev efter ulykken kørt på skadestuen til behandling.

Uheldet med elscooteren var en ud af bare to hændelser, som krævede politiets tilstedeværelse til byfesten, som ifølge Nordsjællands Politi forløb stille og roligt med masser af glade mennesker i gaden.