Fortsæt til indhold

Fra fire til én bil

Biltyveri ikke så slemt som først antaget

Krimi
Af Erland Rasmussen

Det kan være svært at holde styr på sine biler, når man har mere end 100 stående på parkeringspladsen.
Det må Via Biler Skanderborg sande efter et biltyveri fredag 20. juni klokken 00.59, da forhandleren havde besøg af biltyve, der forinden havde brudt ind i værkstedet og fra et skab stjålet bilnøgler.
Første melding fra Lokalpolitiet i fredags lød således på, at der var stjålet fire biler. Men siden blev der fundet nøgler på parkeringspladsen, så antallet nu er nede på én stjålet bil, oplyser Henrik Nielsen, Via Biler Skanderborg.
Den stjålne bil var en kundevogn. En brugt, sølvgrå Toyota Verso med registreringsnummer AG88 872, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg. Bilen skulle være let genkendelig, idet den er påklistret en reklame for Fujifilm.