Spritstiv med frakendt kørekort
Dårlig kombination førte til anholdelse i Skovby ved Galten
Politiet fandt to tilfælde af spirituskørsel på vejene i den nordlige del af Skanderborg Kommune fredag 19. juni og lørdag 20. juni, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg.
Første i fælden var fredag klokken 10.35, da en patrulje standsede en varebil på Skovlundevej i Skovby.
Føreren blev skønnet påvirket af alkohol. Det var en 32-årig mand fra Brabrand.
Bilisten blev anholdt og sigtet for både spirituskørsel og for kørsel med frakendt førerbevis. Efter blodprøve blev manden løsladt igen.
Lørdag aften klokken 23 var den gal på Randersvej i Låsby, hvor en politipatrulje standsede en 44-årig mand fra Låsby på en lille knallert.
Manden blev ligeledes skønnet påvirket af alkohol, anholdt og sigtet for promillekørsel. Knallertkøreren blev løsladt efter blodprøven.