Tørstig indbrudstyv drak rødvin af sovsekanden
En indbrudstyv med lidt for god tid kunne ikke stå for fristelsen at drikke lidt rødvin
Måske var det for at dulme nerverne, eller også var der bare for god tid til indbruddet. I hvert fald gav en indbrudstyv sig tid til at drikke rødvin under et indbrud i en villa i Engkæret i Virring. Og det var ikke bare rødvin fra flasken. Nej, indbrudstyven fandt såmænd en sovsekande frem, som han brugte som vinglas.
Det fortæller politikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg.
Indbruddet med den vintørsige indbrudstyv har fundet sted i tidsrummet fra fredag 20. juni klokken 16.00 til mandag 23. juni klokken 10.45. Gerningsmanden kom ind ved at bryde et badeværelsesvindue op.
Efterfølgende var han rundt i hele huset imens han altså drak rødvin af sovsekanden. Med sig fra huset stjal gerningsmanden et ur af mærket Dolce & Gabbana, diverse smykker samt syv softguns, oplyser politikommissær Torben Rungstrøm.