Sag er smuldret for anklageren
Der var skarpe angreb mod anklagemyndigheden på sidste retsdag mod brødrepar bag telebutik
”Det her er en sag, der er smuldret i en grad, at jeg ikke i mine tyve år som forsvarer kan huske noget lignende.”
Sådan sagde forsvarer Jane Ranum, da der tirsdag var procedure i sagen mod hendes klient, 28-årige MGK, ved retten i Helsingør.
Her står MGK bl.a. tiltalt for i forening med sin 24-årige lillebror at have afluret og misbrugt kontooplysninger fra en række personer, der var kunder i hans telebutik i Hørsholm Midtpunkt frem til marts 2013.
Var ikke ham
Da sagen startede, stod MGK tiltalt for næsten 70 forhold sammen med sin bror eller alene. Men i løbet af de syv retsdage har anklager Marianne Buhl måttet opgive at bevise hans skyld og i stedet nedlægge påstand om frifindelse i størstedelen af disse forhold.
Læs også: Anklager: Groft at snyde ældre kunder
Især er det blevet klart gennem vidneforklaringer i retten, at en del kunder og kontaktpersoner har troet, at de havde med MGK at gøre, hvor det med stor sandsynlighed i stedet var hans lillebror eller en helt tredje person.
Læs også: 28-årig nægter omfattende mobilfup
”Der er ikke nogen forklaring eller undskyldning for, at man har taget ham med i alle de her forhold. Men bedre sent end aldrig,” bemærkede Jane Ranum i retten.
12 forhold tilbage
I stedet er anklagemyndigheden endt ud med 12 forhold, hvoraf flere har forbindelse til hinanden på kryds og tværs.
Dommeren og de to domsmænd skal således tage stilling til, om MGK kan dømmes for at have købt og foretaget en rejse for stjålne oplysninger; at have bestilt dyre smykker med andres penge og navne; at have tilvejebragt falske fakturaer for over 200.000 kroner; at være i besiddelse af 2.467 klippekort, der viste sig at være falske; at have importeret og solgt falsk Apple-tilbehør; og slutteligt at have undladt at betale regninger i en søsterbutik i Helsingør.
Forsvareren kræver frifindelse for alle forhold eller maksimalt fire måneders fængsel – hvilket svarer til den tid, MGK har siddet varetægtsfængslet – hvis han dømmes for at besidde de falske klippekort. Anklageren har derimod ønsket en straf på ni måneders fængsel.
Der falder dom i sagen fredag.
OPDATERET: Retten i Helsingør meddeler fredag, at dommen er udsat til mandag.