Fortsæt til indhold

Fastboende bombarderes med lortebleer, dåser og skrald

Beboere på villavej i Gilleleje både glæder sig til og frygter sommerens komme, for med solsorte og syrener kommer også det jævnlige hærværk

Krimi
Af Laila Miermont

Det kunne være en fredelig vej og det er det også, men så alligevel ikke, for beboerne på Grønnevang i Gilleleje plages af unge, der på deres vej hjem fra nattens udskejelser, føler trang til at krydre hjemturen med lidt hærværk hist og her.
“Første år vi boede her blev haven brugt som skraldespand, hvor alt fra lortebleer, dåser og hundeposer røg ind over hegnet. Vi måtte sætte et højere hegn op, og det hjalp heldigvis meget,” fortæller Leila Bruun, der flyttede ind på vejen for to et halvt år siden efter 30 år i Blistrup.
“Der oplevede vi aldrig noget lignende. Det er svært at sætte sig ind i mentaliteten bag den slags handlinger, der vidner om en form for ligegyldighed og mangel på opdragelse, som er lidt skræmmende,” mener Leila Bruun.

Træhegn, pizza og lygte

Sidste sommer var det naboens gamle træhegn, der fik revet brædderne af med sommerens komme, mens familien Bruuns bil blev pyntet med pizza.
“Med dressing og salat og det hele,” fortæller Leila Bruun, hvis anden nabo også har mærket de unges uhøflige omgang med andres ting.
“Naboens fine mur ud til vejen blev trampet ned for en uge siden ved to-tiden om natten og fordi det larmede, vågnede en genbo og anråbte dem, hvorefter de stak af.”
Den anden dag flød bægeret over, da Leila Bruun kom ud og og opdagede at sidespejlet på bilen var revet af.
“Jeg kørte rundt for eventuelt at finde nogle rester, men det lykkedes ikke, og det er virkeligt dyrt at få et nyt, og man bliver bare så ked af det og ærgerlig over, at nogen bare gør den slags for sjov,” forklarer Leila Bruun, der synes, at der er må være nogen forældre i kvarteret, der ved de har nogle børn, der kommer hjem ved to-tiden om natten.
"Måske er det blandt dem man finder de unge, der morer sig lige lovligt rigeligt på andres bekostning på hjemvejen," mener Leila Bruun.
“De må bo i nærheden, for hvorfor skulle de ellers gå forbi her på den tid af natten,” spørger hun.
Hærværket på bilen er anmeldt til politiet.
Hun overvejer sammen med sine naboer, at sætte tv-overvågning op, så synderne kan identificeres og drages til ansvar.

Nogen var i gang med at ødelægge naboens mur, men larmede så meget at genboen vågnede og råbte dem an, hvorefter de forsvandt længere ned af Grønnevang.

Appel til forældre

“Men grunden til at jeg går åbent ud med disse hændelser er ikke bare for at beklage mig, men fordi jeg gerne vil have at nogle forældre heromkring snakker med deres børn om respekten for andres ting og ikke mindst, hvad en plettet straffeattest kan betyde for deres chancer videre i livet. Få dem til at tænke sig om en ekstra gang inden de sætter fremtiden over styr på grund af dumt hærværk,” lyder appellen fra Leila Bruun fra Grønnevang.