Indbrudstyv tømte pengekassen
Under et indbrud i en villa på Vestergade i Skanderborg tømte tyven en pengekasse for kontanter
Af Jonas Wrede Hansen
Et værelsesvindue blev brudt op, da en tyv natten til tirsdag 1. juli begik indbrud i en villa på Vestergade i Skanderborg.
Det fortæller Andreas Bryld Hansen fra Lokalpolitiet i Skanderborg, som kan oplyse, at indbrudstyven har været rundt i hele huset, men kun har tømt en pengekasse for kontanter. Det er i hvert fald, hvad villaens beboere har af overblik i øjeblikket.
"Indbruddet er begået i tidsrummet fra mandag klokken 22 til tirsdag klokken 7, så det kan være, at der bliver meldt mere stjålet i løbet af i dag," fortæller Andreas Bryld Hansen.