Hærværk gik ud over politiet
Rude smadret til kontoret på det gamle rådhus
Af Erland Rasmussen
Ukendte gerningsmænd har smadret vinduet ind til politiets kontor på Knudsvej i Ry ved at smide et cykelstativ gennem ruden.
Hos Lokalpolitiet i Skanderborg har stationsleder, politiinspektør Andreas Bryld Hansen, ikke kendskab til, om det er drengestreger, eller om der er andre motiver bag hærværket.
"Vi er naturligvis interesserede i henvendelser fra borgerne, hvis nogen har set eller hørt noget," siger Andreas Bryld Hansen.
Hærværket er sket i tidsrummet fra fredag 4. juli klokken 14 til lørdag 5. juli klokken 9.05, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg.