Prins Joakim til Vedbæk er en and
Der kommer ingen kongelige til Vedbæk i denne omgang. Det mener ugebladet Her & Nu ellers
Onsdag kunne Her & Nu afsløre, at Prins Joakim og Prinsesse Marie ville flytte til Rosenlund i Vedbæk. Det passer bare ikke, siger Casper Slumstrup, direktør i det selskab, der ejer Rosenlund på Vedbæk Strandvej 328.
"Den er stadig til salg. Her & Nu har ikke engang kontaktet mig for at få bekræftet historien," siger han til Rudersdal Avis.
Rosenlund er ejet af en kreds af mennesker, der arbejder med udvikling af ejendomme. Projektet ejes af schweizeren Christoph Dietsche. Det seneste års tid er bygningen gennemrenoveret, og haveanlægget er også blevet lavet om.
Ifølge en tidligere salgsopstilling på boliga.dk er Rosenlund udbudt til 58 millioner kroner. For det får du 28 værelser fordelt på 901 m2 boligareal samt en kælder på 400 m2. Grunden er på 2.525 m2, og boligens kvadratmeterpris er ifølge boliga.dk 64.372 kroner.
Boligen har været til salg siden november, og den er stadig til salg, siger Casper Slumstrup.
"Jeg kan ikke afsløre, hvad der kommer til at ske. Den er ikke solgt. Det er stadig de samme ejere, der har den," siger han.