Venner og frivillige leder efter forsvunden mand i Hareskoven
Venner, familie og frivillige leder i disse dage og timer efter den 40-årige fysioterapeut Ulrich Kjeldsen, der har været forsvundet siden onsdag i sidste uge.
Ulrich Kjeldsen har siden påsken haft en svær depression, og han forsvandt altså sporløst fra sit hjem i Rødovre i onsdags.
I fredags blev Ulrich Kjeldsens bil fundet på Grandkrogen i Værløse 150 meter fra hans barndomshjem ved indgangen til Hareskoven.
Københavns Vestegns Politi, der står for efterforskningen, da Ulrich Kjeldsen bor i Rødovre, har ledt efter den 40-årige mand med både hunde og helikoptere.
Politiet har foreløbig indstillet eftersøgningen af Niels Ulrich Kjeldsen.
"Vi har været ude at lede i Hareskoven med både hunde og helikopter. Vi mener, vi foreløbig har brugt de muligheder, der er for at komme videre i sagen", siger vagtchef fra Brian Holm til eb.dk.
Men venner, familie og frivillige forsætter eftersøgningen. Der er oprettet en Facebook-gruppe, hvor du kan læse mere om eftersøgningen. Gruppen hedder 'Find Ulrich Kjeldsen'.
Ulrich Kjeldsen er sidst set iført sorte træningsbukser, sort t-shirt og sorte Salomon sko. Han har måske en blå fritidsjakke på. Han har ifølge et opslag på Facebook-gruppen diabetes, og han har ikke brugt sit kontokort, siden han forsvandt.