Hold nu øje med tricktyvene
Efter en række tricktyverier i Skanderborg henover sommeren, opfordrer Lokalpolitiet i Skanderborg nu folk til at være mere opmærksomme
Hvis tricktyverierne skal stoppes, handler det om, at folk bliver bedre til at passe på. Folk skal være bedre til at holde øje med de smarte tricktyve, som på et kort sekund kan snyde sig frem til penge og ting af værdi. Sådan lyder det fra Lokalpolitiet i Skanderborg.
”Vi har en del tricktyverier i øjeblikket. Vi appellerer til, at folk tænker sig lidt mere om. Især når de indtaster pinkoder til deres dankort. De skal sørge for at dække af og være særlig opmærksom, når der komme nogen og forstyrrer dem, når man handler," lyder opfordringen fra kriminalassistent Orla Aagaard fra Lokalpolitiet i Skanderborg.
Senest gik det torsdag 17. juli ved eftermiddagstid ud over en ældre kvinde i Føtex i Bloms i Skanderborg, som var ude at handle med en anden ældre kvinde. Pludselig var der en kvinde af udenlandsk udseende, som maser sig ind i dem.
Da de to ældre kvinder så står oppe ved kassen for at betale, mangler den ældre kvinde sin pung, som lå i en taske i sin indkøbsvogn. I pungen havde kvinden kontanter, dankort og andre personlige værdier.
Det oplyser kiminalassistent Orla Aagaard fra Lokalpolitiet i Skanderborg.