Pengetransportkup: Millionrøvere fanget
Tre mænd på 24, 29 og 40 år blev anholdt i dag klokken 10.05 på tre forskellige adresser i Aarhus.
De har været i politiets søgelys siden 13. maj, hvor de klokken 05.30 røvede en pengetransporter fra firmaet Nokas på tilkørselsrampen til E45 i Tilst.
De er sigtet for røveri af særlig farlig karakter, hvor de fik et udbytte på cirka 3,2 millioner kroner, ildspåsættelse af flugtkøretøjet, to forhold vedrørende brugstyveri af personbil og straffelovens §192a for at have været i besiddelse af skydevåben, oplyser Østjyllands Politi.
Tilbage i maj stak de af i en sort Porsche Cayenne efter at have truet chaufføren med en pistol. De tre anholdte bliver fremstillet i morgen for lukkede døre.
“Vi har haft god hjælp af vidner, der har kontaktet os. Derudover har medierne også været en stor hjælp. Vi har efterforsket grundigt og har brugt en del tid på at finde frem til de tre mænd,” oplyser Jesper Bøjgaard Madsen, vicepolitiinspektør, der ikke har yderligere kommentarer.
Da de tre mænd havde været i grundlovsforhør, blev den 24-årige og 40-årige varetægtsfængslet i fire uger, mens den 29-årige fik en uge.
I sagen sad der i forvejen en mand fængslet. Han blev i samme ombæring fristforlænget i 4 uger, oplyser Østjyllands Politi.