Snyderi med Live Odds koster butikker 35.000 kroner
Noget kunne tyde på, at to mænd har fundet på et lukrativt svindelnummer i sommervarmen
Fire anmeldelser om forsøg på at snyde sig til gevinster på Live Odds på to dage og flere anmeldelser undervejs.
Sådan lyder meldingen torsdag morgen fra politikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg, efter at endnu en butik har meldt sig i stimen, der har haft besøg af to fidusmagere, der spiller uden at betale for kuponerne.
Denne gang er det Lokal Brugsen på Østerbro i Stjær, der må vinke farvel til 9.000 kroner, fordi to mænd fik udskrevet kuponer til Live Odds inden de havde betalt for dem.
De to mænd kom ind i butikken søndag 20. juli omkring klokken 13.30 og købte 6 Live Odds kuponer til en værdi af 1.000 kroner stykket. Den ene af mændene forklarer, at han ikke har penge med, men vil hente nogen ude i sin bil og forlader butikken, mens hans kammerat bliver tilbage.
Kammeraten går rundt i butikken i et stykke tid, hvorefter han pludselig forlader butikken og forsvinder. Da ekspedienten har printet kuponerne, inden der er betalt for dem, er det butikken selv, der hæfter for beløbet - i dette tilfælde 9.000 kroner, oplyser Torben Rungstrøm.
"Der er tale om to unge mænd af anden etnisk oprindelse end dansk, og da det samme har været tilfældet de øvrige gange, kan man godt have en formodning om, at det er de samme to mænd, der står bag samtlige episoder, men det ved vi mere om, når vi har set videoerne fra de fire butikkers overvågningskameraer," siger han.
Indtil nu har Lokalpolitiet i Skanderborg modtaget fire anmeldelser om de to mænds forsøg på at snyde sig til en gevinst i Live Odds, og politikommissær Torben Rungstrøm oplyser, at politiet i forbindelse med efterforskningen har kendskab til endnu et tilfælde, men ikke kan oplyse mere om det på nuværende tidspunkt.
Episoden i Lokal Brugsen i Stjær fandt sted søndag 20. juli klokken 13.20. Omkring klokken 14 samme dag fandt episoden hos 7-Eleven på Banegården i Skanderborg sted, mens Kiwi i Stilling blev udsat for svindelnummeret klokken 15.15. Mandag var turen så kommet til Eurospar i Låsby.
Hos Lokal Brugsen står man tilbage med et tab på 9.000 kroner, Kiwi og Eurospar har begge indkasseret et tab på 10.000 kroner, mens 7-Eleven slipper med et tab på 6.000 kroner. Tilsammen har snyderi med Live Odds kostet de fire butikker 35.000 kroner.