Femte tilfælde af snyderi med Live Odds
Det ser ud til, at to mænd har været forbi flere kiosker med deres trick, hvor de forsøger at snyde sig til gevinst på Live Odds
Fire gange tidligere er der på Lokalavisen Skanderborg blevet skrevet om, hvordan to mænd snyder butikker, der udbyder Live Odds, for penge. Nu kan vicepolitikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg så fortælle om et femte tilfælde, der som de fire andre, også har fundet sted søndag 20. juli.
Her er det en købmand på Vroldvej i Skanderborg, der i mellem klokken 14.20 og 14.30 fik besøg af to mænd, som gerne ville spille på Live Odds. Købmanden printer derfor otte kuponer ud på hver især 1.000 kroner. Mændene står bliver inde i butikken, men venter med at betale.
Da spillet så er slut, forsvinder de to mænd uden at betale, og købmanden står derfor tilbage med et tab på 8.000 kroner. Det fortæller vicepolitikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg. Han kan endnu ikke sige, om det er de samme gerningsmænd, der står bag de fem tilfælde, men der er noget, der tyder på det.
"Når man ser på tidspunkteterne for de fem tilfælde og fremgangsmåden, så ser det ud til, at det drejer sig om de samme mænd," fortæller han.
Der er videoovervågning fra stederne, men politiet har kun set den ene video igennem, så de kan endnu ikke fastslå, om der er tale om de samme to mænd.