Fortsæt til indhold

Derfor rykkede politiet ikke ud til maskerede mænd

De oplysninger, der var givet om unge indtrængere, var ikke nok til, at politiet ville prioritere sagen

Krimi
Pernille Kristensen

Det undrer en familie fra Ubberød lige syd for Hørsholm meget, at Nordsjællands Politi ikke prioriterede at rykke ud, efter familien og naboerne havde været i håndgemæng med to maskerede og bevæbnede personer foran deres eget hus i Ubberød i starten af juli.
Selv om det efterfølgende viste sig, at der var tale om to drenge, og der blev brugt attrapvåben, oplevede parret og naboerne situationen som meget skræmmende.
Desuden havde de problemer med at få ud af drengene, hvad de ville, og hvem de var.
"Det er skræmmende, at politiet ikke rykker ud til sådan noget. Vi var fem voksne mennesker om at få styr på dem," siger Annette.
Naboen, der ringede til politiet, forklarede både, hvad der var sket, at drengene havde truet med attrapvåben, og at de lige nu havde styr på situationen, men ikke vidste, hvad de skulle gøre med dem.

Ment og sagt
Hos Nordsjællands Politi bekræfter vagtchef Ole Hestbæk, at man fik en anmeldelse om episoden kl. 22.58 den pågældende aften.
Ifølge det nedskrevne om sagen i døgnrapporten gik anmeldelsen på, at man havde tilbageholdt to drenge med hardballpistoler, men at der var ro på nu.
Men en patrulje på stedet kunne det ikke blive til.
"Det er en beslutning, der træffes ud fra de oplysninger, vi har," siger Ole Hestbæk og oplyser, at politiet bestemt ikke “sidder på hænderne”.
"Jeg er ikke klar over ordlyden, men en ting er, hvad der er ment, og en anden ting er, hvad der bliver sagt. Hvis opfattelsen havde været, at der var tale om et hjemmerøveri, havde vi helt sikkert disponeret derefter," siger han.
"Alle de oplysninger, vi får, bruger vi til at vurdere, hvor alvorlig sagen er. Som udgangspunkt vil vi gerne servicere borgerne, så godt som vi kan, og hjemmerøverier rykker vi ud til efter bedste evne, for det er helt sikkert et af vores fokusområder. Men det har afhængt af, hvordan man har opfattet situationen."

Er ikke drengestreger

Familien er lettet over, at ingen kom noget til ved episoden.
Men det skal ikke være afgørende for, om politiet rykker ud, mener de.
"Tænk, hvis det ikke havde været os, eller vi ikke havde fået styr på situationen, hvad var der så sket?" spørger Annette, der ikke mener, at drengenes alder kan undskylde noget.
"Det kan aldrig nogensinde undskyldes, at man stiller sig op med elefanthuer og banker på - det har intet med drengestreger at gøre," mener hun.