Fortsæt til indhold

Borgere måtte klare maskerede mænd selv

Politiet ville ikke rykke ud, efter lokalt par havde været i håndgemæng med bevæbnede og maskerede drenge

Krimi
Pernille Kristensen

Når man kører ind i Ubberød lige syd for Hørsholm, passerer man samtidig et skilt med nabohjælp.
Og hjælp fra naboerne var præcis, hvad Annette og John fik brug for, da de en aften i starten af juli stod ansigt til ansigt med to hætteklædte og bevæbnede mænd.
Aftenen var ellers startet hyggeligt nok med en film på tv og ro over det lille hjem i udkanten af Hørsholm. Men pludselig bankede det voldsomt på døren. John sprang op, og Annette fulgte med.
"Udenfor stod to unge fyre med elefanthuer - den ene havde en pistol i bæltet, og den anden havde et gevær. Der var stille et øjeblik, og den ene siger så, at han skal tale med en, der hedder Lucas. Men det er der ingen, der hedder hos os," fortæller Annette om den drejning, som aftenen tog.

Troede han ville skyde

John ville lukke døren igen, men den ene hætteklædte fyr stillede sig i vejen, og det kom til håndgemæng, hvor John forsøgte at hive elefanthuerne af de to fremmede.
Annette selv blev med egne ord "skide bange".
"Den ene satte sig så ned og fumlede med sit gevær, og jeg troede, at han ville skyde John, så jeg sprang ud og trådte på hans hånd. Jeg skreg på vores nabo, der nærmest kom flyvende over hækken i bar mave, og naboerne til den anden side kom også, fordi de havde hørt mig," fortæller hun.
Det lykkedes den lille flok at få pacificeret de to indtrængere, men dermed var aftenen ikke slut.
"John fik hevet huerne af dem, og jeg fik et totalt chok, for det var bare to små drenge. Det var to rigtig pæne fyre - de lignede slet ikke nogle rødder," siger Annette.

Ville ikke samarbejde

Den lille flok forsøgte at få ud af drengene, hvem de var, og hvad de dog ville. Men den ene sagde stort set ikke noget, og den anden kom ifølge Annette med en masse søforklaringer.
Den ene nabo ringede derfor til politiet, så de kunne hjælpe med at få styr både på situationen og drengene.
"Han forklarede, hvad der var sket, og at de blev nødt til at komme, for vi kunne ikke få dem til at sige, hvem de var. Men han fik bare besked på, at der ikke var nogen vogne," fortæller Annette.
"Vi fik bare at vide, at vi lige måtte prøve at se, og ellers måtte vi jo ringe igen," siger hun.
Læs også: Derfor rykkede politiet ikke ud
De endte derfor med at sidde ude foran huset med de to drenge i omkring halvanden time. Her fik de også set nærmere på drengenes våben, der viste sig at være af plastik.
Men hverken Annette eller John, der ellers går til skydning, kunne i den tilspidsede situation skelne de vellignende attrapper fra "rigtige" våben.
Det lykkedes omsider at få den ene dreng til at oplyse adressen til sin far, som en nabo hentede, mens den anden dreng ringede til sin far.
"Den ene far tog det ikke rigtig særligt alvorligt, mens den anden blev ret rystet og også beklagede det, hans søn havde gjort," fortæller Annette.
Hun begyndte selv at få ondt af de to drenge, som viste sig blot at være 14 og 15 år.
"De virkede ikke som om, at de havde gjort noget lignende før," siger hun, der undrer sig over, at ingen af forældrene efterfølgende har kontaktet familien for at følge op på episoden.
"Jeg håber bare, at drengene har fået en lærestreg," konstaterer hun.

Har påvirket kvarteret

Roen har atter sænket sig over Ubberød efter den ubehagelige episode, men det har sat tankerne i gang om både godt og skidt.
"Vi er da blevet enige om, at nabohjælpen fungerer fint," siger Annette med et lille grin.
Dog er beboerne mere på vagt og især opmærksomme på fremmede biler og folk i området.
Familien fandt aldrig ud af, hvad de to drenge egentlig ville, og hvorfor det lige var der, de bankede på.
"Vi har ikke fået mén, men jeg kan godt mærke, at det har påvirket de andre naboer også. Man tager nogle ekstra forholdsregler på grund af sådan nogle tossestreger. Det er ikke okay. Og det kunne være endt rigtig galt."
Af hensyn til familien er fuldt navn udeladt. Navn og adresse er redaktionen bekendt.