42-årig bilist standset med joint i hånden
Flere ting var galt, da en 42-årig bilist tirsdag 29. juli blev standset af en patrulje på Østjyske Motorvej
Ikke nok med, at en 42-årig mandlig bilist i en Mitsubishi var godt i gang med en joint, da han blev stoppet af en patrulje tirsdag 29. juli klokken 17.26 på Østjyske Motorvej, så begik han flere andre lovovertrædelser.
Han kørte samtidig også rundt med nummerplader, som skulle have siddet på en Skoda Fabia, han var i besiddelse af 1,16 gram hash, og nå ja, så måtte manden slet ikke kører bil, da han ikke havde fået generhvervet sit kørerkort.
Det oplyser vicepolitikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg. Politipatruljen opdagede manden, som kommer fra Horsensområdet, ved Stilling og fik ham stoppet ved Hørningafkørslen. Her opdagede politibetjentene de mange lovovertrædelser.
Derfor blev den 42-årig mand sigtet for at køre bil i påvirket tilstand, besiddelse af euforiserende stoffer, tyveri af nummerplader samt for at køre bil uden at have generhvervet førerretten, oplyser vicepolitikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg.