Øv - tyven stjal vielsesringen
Indbrudstyvene har travlt i sommerheden, mens folk holder ferie og slapper af.
Onsdag gik det blandt andre ud over to familier i Gl. Rye og Hørning, der begge fik uvelkomne gæster, mens de var væk hjemmefra natten til onsdag 30. juli, oplyser politikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg.
På Gerstedvej i Gl. Rye fik tyven adgang til villaen ved ad knuse en rude på toilettet og kravle ind den vej. Her stjal tyven ud over digitalt udstyr også flere af familiens smykker. indbruddet fandt sted i perioden fra tirsdag 29. juli klokken 17.00 til onsdag 30 juli klokken 11.00.
På Toftegårdsvænget i Hørning skaffede tyven sig adgang til villaen ved hjælp af en skruetrækker. Her blev der stjålet 600 kroner i kontanter, en bærbar computer og en vielsesring.