Lommetyve på spil i Bloms og Eurospar
To ældre damer fra Skanderborg har mistet deres punge til lommetyde indenfor de seneste dage, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg.
Første episode fandt sted tirsdag 29. juli klokken 11.00-11.30, hvor en 72-årig kvinde mistede sin pung, der lå i hendes taske, mens hun handlede hos Føtex i Bloms Butikker. I pungen lå blandt andet kørekort, diverse andre kort og 450 kroner i kontanter.
Anden episode fandt sted onsdag 30. juli klokken 10.00-10.15, hvor en 61-årig kvinde fik stjålet sin røde læderpung, der lå i et indkøbsnet, mens hun handlede i Eurospar i Højvang Centret. Pungen indeholdt blandt andet to Mastercards, kørekort, sygesikringskort og 1.500 kroner i kontanter.
Ifølge politikommissær Torben Rungstrøm var to mænd meget tæt på hende i butikken, umiddelbart før hun opdagede, hendes pung var væk. Den ene mand beskrives som 35-45 år, 170-175 centimeter høj, almindelig af kropsbygning, brun i huden og havde kort, sort hår. Han var iført en ternet skjorte og lyse bukser.
Den anden mand beskrives som dansktalende, 40-45 år, 170-180 centimeter høj og kraftig bygget. Også han var brun i huden og havde kort, sort hår. Han var iført lys skjorte og lyse bukser.