Fortsæt til indhold

Mand spurgte om vej og narrede 23.000 kr. fra kvinde

Lommetyv spurgte om vej til Kalundborg foran Kvickly i skanderborg

Krimi
Af Erland Rasmussen

En 60-årig kvinde fra Skanderborg har uden at vide det fået hævet penge flere gange på hendes Dankort til en samlet sum på helt nøjagtigt 23.778,75 kroner.
Lokalpolitiet i Skanderborg kæder hævningen af de mange penge sammen med en situation på parkeringspladsen ved Kvickly i Adelgade torsdag 31. august klokken 14.30 til 15.
Da blev kvinden kontaktet af en mand af sydlandsk udseende mand, der på engelsk spurgte om vej til Kalundborg.
Kvinden opdagede intet usædvanligt under samtalen med manden, men dagen efter blev hun kontaktet af Jyske Bank, der oplyste hende om, at de mange penge var blevet hævet på hendes Dankort.
Den 60-årige opdagede først herefter, at hun havde mistet sit Dankort efter turen til byen.
Lokalpolitiet i Skanderborg oplyser, at manden, der spurgte om vej, var 40-50 år gammel, 165-170 centimeter høj med mørkebrunt, bølget hår iført en vindjakke, der muligvis var grå.