Fredeligste Smukfest i 25 år
Et markant fald i antallet af tyverier og overtrædelser af ordensbekendtgørelsen gør smukfesten til den fredeligste i 25 år
“Kolleger, der har været med på festivalen i mange år, kalder det den festival fredeligste i 25 år.”
Leder af Lokalpolitiet i Skanderborg, Andreas Bryld Hansen, er hurtigt gennem oplæsningen af Smukfestens lovovertrædelser. Der har nemlig været markant færre end sidste år.
Antallet af tyverianmeldelser, der sidste år slog rekord med 243 anmeldelser, er i år faldet til 45. Der har ingen overtrædelser været af våbenloven, og politiet har kun modtaget to voldsanmeldelser, mod fem i 2013.
Samtidig er antallet af ulovligt parkerde biler, der er slæbt væk, faldet til 15 mod 110 sidste år.
Mindre trafik i byen
“Vi kan se, at det er den helt rigtige strategi, at dirigere bilerne uden om byen og ud til Hylke, og køre festivalgæsterne med shuttlebusser til og fra festivalpladsen. Det har aflastet byen betragteligt, og man kan tydeligt mærke, der er mindre trafik,” understreger Andreas Bryld Hansen.
Det eneste, der er steget er antallet af overtrædelser af loven om euforiserende stoffer. Her har der i år været 103 episoder mod 92 sidste år.
“I 40 procent af tilfældene har der været tale om hårde stoffer. Det meget farlige, flydende MDMA, amfetamin og kokain. De øvrige sager har drejet sig om hash,” oplyser Andreas Bryld Hansen.