Nye anklager mod ambulancefirmaet fra travbane-ulykke
Sundhedsstyrelsen skal undersøge ny kritik mod ambulancefirmaet Ignis Et Aqua
Siden den tragiske ulykke, hvor travkusken Ole Køppen døde af hjertestop på vej til hospitalet, er det private ambulancefirma Ignis Et Aqua kommet i søgelyset.
Firmaet blev kort efter ulykken politianmeldt af en ansat fra et konkurrerende firma, som beskyldte dem for manglende autorisation hos ambulancefolkene.
Nu står en tidligere ansat frem og bekræfter anklagen.
30-årige Allan Bergstrøm, som er uddannet sygehjælper, havde sine første vagter i Ignis et Aqua sidste sommer, men efter få vagter sagde han op.
"Ignis Et Aqua gav mig et ansvar, som jeg ikke kunne påtage mig. Ofte var der ikke en uddannet ambulanceassistent med i ambulancen til de arrangementer, som vi var ude til - som det ellers er påkrævet", siger han og gør samtidig opmærksom på, at han har sendt en klage til Sundhedsstyrelsen.
"Jeg har også gjort Sundhedsstyrelsen opmærksom på, at jeg på min vagt opdagede, at medicinen var udløbet og udstyret i ambulancen ikke var i orden. Det gjorde jeg i første omgang ejer Steen Jensen opmærksom på, men han valgte ikke at gøre noget ved det. Derefter valgte jeg at stoppe i firmaet", siger Allan Bergstrøm.
I Sundhedsstyrelsen bekræfter sektionsleder, embedslæge Anette Lykke Petri, at de har modtaget en indberetning, som har sat gang i en undersøgelse af ambulancefirmaet.
“Vi er i gang med at undersøge, om der i relation til ambulancefirmaet er forhold, der kan have betydning for patientsikkerheden. Herunder om lovgivningen vedrørende delegation af forbeholdt sundhedsfagligt virksomhed er overholdt i henhold til autorisationsloven”, siger Anette Lykke Petri, der endnu ikke kan sige, hvornår undersøgelsens resultater er klar.
Ingen kommentarer
Direktør i Ignis Et Aqua, Steen Jensen, vil ikke svare på spørgsmål vedrørende de nye anklager mod firmaet.
"Jeg har ingen kommentarer og har overladt sagen til min advokat", siger han.
På Charlottenlund Travbane er man stadig meget berørt af ulykken og vil ikke kommentere, hvorvidt samarbejdet med ambulancefirmaet vil fortsætte.
"Af respekt for de pårørende vil jeg endnu ikke udtale mig. Men vi er i gang med en intern undersøgelse af ulykken, og når resultatet af den ligger klar, kommer vi med en officiel udmelding", siger fungerende direktør, Peter Wilhelmsen.