Fortsæt til indhold

22-årig straffet for narkolager

Fik fængselsdom for at opbevare og videregive større mængde amfetamin

Krimi
Pernille Kristensen

Et større narkoparti blev beslaglagt og en 22-årig mand anholdt, da politiet i juni ransagede en lejlighed på Chrst. Boecksvej i Fredensborg.
Forleden stod den 22-årige så tiltalt ved Retten i Helsingør for at besidde 500 gram amfetamin med henblik på videresalg samt have overdraget yderligere 500 gram amfetamin. Han var desuden tiltalt for at besidde 20 ml af stoffet GHB og 95 morfinpiller til eget brug.
I retten erkendte den 22-årige sig ifølge retsbogen skyldig. Han forklarede, at han havde helbredsproblemer og derfor havde brug for pillerne, men også at han havde mistet sin SU og manglede penge.
Hans fulde tilståelse og medvirken til sagens opklaring talte i formildende retning, da dommeren skulle afgøre straffen. Her lagde dommeren også vægt på, at den 22-årige havde spillet en forholdsvis underordnet rolle i kriminaliteten omkring stofferne og bl.a. ikke havde fået nogen fortjeneste ud af at overdrage de 500 gram amfetamin.
I modsat retning talte mængden og karakteren af de stoffer, der blev fundet.
Alt i alt endte det med en dom på to års fængsel til den 22-årige, der desuden skal betale sagens omkostninger.