Fortsæt til indhold

"Du skal nakkes!"

Krimi
Jesper Lundh

Hvis en 20-årig mand troede, han kunne snakke sig fra sine problemer med politiet, benyttede han givetvis den helt forkerte strategi.
Klokken 01.20 natten til lørdag bankede han på døren til en ejendom på Skolevej i Kokkedal fordi han troede, det har hans hjem. Beboeren forsøgte at hjælpe den unge mand, men alligevel blev den 20-årige temmelig voldsom, så beboeren vælger at forlade stedet.
"Beboeren ringer til politiet, og da vi finder den unge mand, bliver han ophidset og siger at betjenten 'skal nakkes'. Han gentager det flere gange, og siger desuden at han mener det. Derfor blev han også sigtet for trusler om vold mod tjenestemand," fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi, Hans Jakob Rechendorff.
Lørdag formiddag lå den 20-årige stadig og sov rusen ud i detentionen.
"Om han er påvirket af alkohol eller noget stærkere skal jeg ikke gøre mig klog på," siger vagtchefen.
Den 20-årige bor i øvrigt slet ikke på Skolevej i Kokkedal men derimod i Nivå.