Fortsæt til indhold

20 smittede - 12 døde

Krimi
Jesper Lundh

12 personer i Danmark har mistet livet på grund af den farlige bakterie Listeria. I alt er 20 smittet, oplyser Statens Serum Institut.
Smittekilden er sporet tilbage til fødevarevirksomheden Jørn A. Rullepølser A/S i Hedehusene, som i dag er blevet lukket af Fødevarestyrelsen. Angiveligt er det rullepølse, der har smittet personerne.
"Fra september 2013 til i dag er der registreret 20 patienter med listeriose som er del af udbruddet. De fleste tilfælde er dog forekommet for nylig. I juni, juli og august alene er der registret 15 nye tilfælde," skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Listeria smitter hovedsageligt gennem mad, der indeholder bakterien, og den giver alvorlig sygdom hos i forvejen svækkede individer. Opklaringsarbejdet sker i et tæt samarbejde med Fødevarestyrelsen og Fødevareinstituttet DTU.
Patienterne i dette udbrud er 11 kvinder og ni mænd i alderen 43-89 år og de er bosat i hele landet. Der er 12 patienter der afgået ved døden indenfor 30 dage efter prøvedato. I lighed med tidligere listeria-udbrud har patienterne alvorlig underliggende sygdom og dødsfaldene kan derfor ikke med sikkerhed tilskrives listeria-infektionen.